Påske Kage

Den perfekte påskekage. Under den fine rede af Økologiske ÆGG - VANILLA MANGO gemmer sig en dejlig syrlig passionfrugtmousse, fløjlsblød passionsfrugtganache og saftig, melfri lakridsbund.

 

Antal: 8 personer

Lakridsbund
• 50 g hvid chokolade af god kvalitet 
• 25 g smør 
• 1 æg 
• 50 g sukker 
• 1/2 spsk rålakridspulver
• 1 knivspids salt 
• 50 g mandelmel 

Smelt chokoladen og smørret i en skål over vandbad, og tag skålen af varmen. Pisk æg, sukker, lakrids- pulver og salt godt sammen i en skål, og rør chokoladeblandingen i. Vend mandelmelet i. Fordel dejen i en kagering/-form (14 cm i diameter) med bagepapir i bunden, og bag lakridsbunden i ca. 20 minutter ved 175, til den er gennembagt og gylden. Lad bunden køle af, og stil den i fryseren. 

Passionsfrugtganache
• 160 g hvid chokolade af god kvalitet 
• 40 ml piskefløde 
• 40 ml passionsfrugtpuré 

Smelt chokoladen i en skål over vandbad, og tag skålen af varmen. Bring fløde og passionsfrugtpuré til kogepunktet i en lille gryde, og hæld det over chokoladen, mens du rører i midten af skålen med en dejskraber. Fortsæt med at røre, til ganachen samler sig og bliver smuk og blank. Stavblend ganachen, og fordel den oven på lakridsbunden i kageringen. Stil kagen tilbage i fryseren i min. 4 timer, til ganachen har sat sig. 

Passionsfrugtmousse
• 3 blade husblas 
• 100 ml passionsfrugtpuré 
• 100 g sukker 
• 200 ml piskefløde 
• 100 g kefir 

Udblød husblassen i koldt vand. Bring passionsfrugtpuré og sukker til kogepunktet i en lille gryde, og tag gryden af varmen. Vrid husblassen fri for vand, og rør den ud i den varme sirup. Lad siruppen køle af til håndvarm. 

Pisk fløden til let skum i en stor skål. Vend først kefiren i den håndvarme sirup og derefter forsigtigt flødeskummet. Fordel moussen i en silikoneform (16 cm i diameter), og tryk forsigtigt den frosne kage ned i (med bunden opad). Stil moussekagen i fryseren natten over. 

Pynt
• 100 g hvid chokolade af god kvalitet 
• Evt. lidt spiselig gul pulverfarve 
• Økologiske ÆGG - VANILLA MANGO 
• Gule skovsyreblomster 

Placer to kageringe/kageudstikkere (10 cm og 16 cm i diameter) på et skærebræt. Klip to lange stykker chokoladeplast (1 1/2 cm høj), så de passer til kageringenes omkreds. Smelt og temperer chokoladen. Tilsæt farve, hvis du ønsker det. Smør chokoladen ud på chokoladeplasten, løft plasten af bordet og lad chokoladen sætte sig en smule. Placer de to stykker plast rundt om kageringene, og stil dem i køleskabet, til chokoladen har sat sig. 
Fjern forsigtigt chokoladeplasten, og placer det store chokoladebånd ned over kagen og det lille bånd oven på kagen. Fyld det lille chokoladebånd op med økologiske ÆGG - VANILLA MANGO og skovsyreblomster.

 

Tilføjer til kurv
{{currentItem.AddedQuantity}} produkt(er) tilføjet
{{currentItem.CartObject.ProductName}}
{{currentItem.CartObject.Description}} {{currentItem.CartObject.FormattedTotal}} {{currentItem.CartObject.FormattedTotal}} {{currentItem.CartObject.PricePerKilogram}}
Subtotal i kurv {{basket.FormattedProductsTotal}}
Gå til kurv Køb mere
Produkt fjernet