Mød Francisca! Hun er Lakrids’ innovative smagsudvikler og –konsulent. Det er dermed hende, der finder frem til, hvordan vores nye lakridser skal smage og føles. Francisca Listov-Saabye eksperimenterer med smagskombinationer, råvarer, tekstur og udseende, og der ligger mange tanker – og ikke mindst forsøg – bag hvert eneste nye produkt. Vi har taget en lille snak med Francisca i vores køkkenlaboratorium om det nyeste skud på Lakrids-stammen, den nye E.
Hvad er tanken bag den nye E?
Tanken var, at vi skulle prøve noget helt nyt. Jeg har hele tiden godt kunne tænke mig, at vi lavede noget med saltlakrids, som kan noget en sød lakrids ikke kan. Smagsmæssigt er den selvfølgelig meget intens, men saltlakridsen er også mere blød end den søde lakrids. Den er lidt mere ”chewy”.
Hvordan spiller de forskellige lag i lakridskuglen sammen?
Grundlæggende er smagsoplevelsen blevet holdt helt enkel: du har det meget søde fra den hvide chokolade, som i sig selv kan være næsten kvalmende sødt. Og så har vi så den salte lakrids, som for alvor giver et modspil. Men for ikke bare at få de to ting – det ville være for kedeligt – har jeg brugt rålakrids i små fraktioner, der ligger som små, intensive smagseksplosioner. Du har den helt bløde chokolade, der smelter på tungen, og så har du samtidig noget knasende, som giver en intensiv rålakridssmag, der bliver hængende længe. Der er faktisk også lidt syrlighed i saltlakridsen og rålakridsen, som spiller godt op imod den søde, hvide chokolade.
E - En lokkende kombination af hvid chokolade og en salt lakridskerne. Mens den cremede hvide chokolade smelter på din tunge, afsløres små smagseksplosioner af lakridspulver, der fuldender en perfekt afbalanceret salt-sød oplevelse.
Hvad har været din inspiration denne gang?
Jeg kan godt lide modsætninger. Jeg er uddannet sensoriker, så jeg tænker rigtig meget over, hvad der sker, når vi spiser noget. Derfor kan jeg også lide, når der er noget, der overrasker. Jeg synes, det er sjovt at sætte elementer fra hver sin ende af smagsspektret sammen: den helt vildt intense rålakrids, hvor der nærmest er lidt røgsmag, syrlighed og brændte noter overfor den hvide chokolade, som er lidt fed, sød og vaniljeagtig.
Er der forskel på hvilken rålakrids, man bruger?
Ja, det er der. Rålakridsen er rigtig interessant. Det er hele lakridsens DNA. Ligesom med kakaobønner, kaffebønner eller druer til vin, så er der forskel på smagen, afhængigt af hvor det kommer fra. Sådan er det også med lakridsen. I E-kuglen har vi brugt økologisk rålakrids, som er siet, så de små stykker er omkring 1-1½ millimeter store. Det giver også en anden effekt, end hvis man havde brugt fint lakridsstøv.
Har du lyst til at prøve vores nye E - SALMIAK og se, om du er enig med os i, at det er den perfekte kombination?